Bliv klogere på job og uddannelse
FGU Himmerland arbejder for, at alle vores elever får mulighed for at stifte bekendtskab med forskellige uddannelser og arbejdsmarkedet.
Vi har derfor en lang række tilbud til vores elever, der skal hjælpe dem med at blive klogere på deres fremtidsmuligheder, hvad enten det handler om uddannelser eller job.
Som elev hos os har du derfor mulighed for at komme i praktik hos diverse firmaer eller virksomheder eller prøve kræfter med erhvervsuddannelser gennem vores kombinationsforløb.
Her på siden kan du læse mere om, hvad de forskellige tilbud indebærer.
Praktik / erhvervstræning
Hvis du er interesseret i at prøve kræfter med arbejdsmarkedet for at finde ud af, hvad du kunne tænke dig at beskæftige dig med i fremtiden, så kan du overveje et praktikforløb – også kaldet erhvervstræning.
Som elev hos FGU Himmerland har du mulighed for at komme i praktik 3 * 4 uger (dvs. i alt 12 uger pr. påbegyndt skoleår). Vi har en lang række samarbejdspartnere og kontakter inden for mange forskellige brancher, så vi skal nok kunne finde noget til dig.
Tal med din vejleder eller kontaktlærer om dine muligheder for at komme i praktik.
Kombinationsforløb
Som elev har du desuden også mulighed for at prøve kræfter med ungdomsuddannelser, f.eks. en erhvervsuddannelse, gennem vores kombinationsforløb.
Gennem et kombinationsforløb kan du i op til 5 uger få en virkelighedsnær mulighed for at stifte bekendtskab med forskellige uddannelser og måske blive afklaret i forhold til dine fremtidige uddannelsesmuligheder.
Hvis du er interesseret i et kombinationsforløb, kan du enten kontakte vejlederne eller din kontaktlærer på din skole for at høre mere om dine muligheder
Tjek dine muligheder
Besøg nedenstående sider for at undersøge muligheder ift. job og uddannelse.